Juni

Turneringskamp - Old Boys 45 år - kreds 9

 

Fårup Stadion mandag den 24. juni kl. 19.00

 FSI - Hornbæk SF 3 - 5 (2 - 1 ved pausen)

 Holdleder Frede Mortensen fortæller:

 "FSI tabte 3-5, selvom vi var foran tre gange i kampen. Fire spillere blev skadet, og så gik det galt til sidst.

FSI førte 2-1 ved pausen, så det var en god kamp, hvor spillet bølgede frem og tilbage, men p. g. a. de nævnte skader, gik det galt for FSI i kampens sidste 10 minutter."

Mål for FSI:

KIM HALLAS 2

KELD NIELSEN 1

FSI slutter turneringen som nr. 10 af 13 hold.

12 kampe * 11 points * målscore: 21 - 30

Turneringskamp - serie 4 - pulje 61

Fårup Stadion søndag den 23. juni kl. 11.00

FSI - Onsild IF 4 - 2 (3 -0 ved pausen)

Allerede efter tre min. sendte Kim Svejstrup et høvedstød over mål. Efter 19 min. tog anfører Jakob Trads et par driblinger, og inde i straffesparksfeltet blev han væltet brutalt, så han måtte udgå med en skulderskade. Kenneth Hallas kom på banen, og Rasmus Thomsen overtog anførerbindet. Dommer Casper Qouttrup Hansen dømte straffespark, som DANIEL BJERRE scorede på til 1-0. Efter 29 min. kom Casper Østergaard og Torben Herholdt kom på banen i stedet for Kim Svejstrup og Martin Thomsen.

Efter 40 min. sendte DANIEL BJERRE fra 20 meter et langskud i mål til 2-0. KENNETH HALLAS ville også være med, så fra næsten 30 m sendte han et langskud i mål til 3-0 tre min. senere.

I anden halvlegs start brændte det på for FSI. Både målmand Jacob Højris og Jesper Nielsen måtte redde til hjørnespark, men efter fire min. blev Arvydas Rekus revet ned i straffesparksfeltet. Gult kort til Onsild, og DANIEL BJERRE kunne øge til 4-0. Martin Thomsen kom på banen i stedet for Thomas Hymøller. Efter 17 min. havde Daniel Bjerre et langskud tæt på mål. Midt i halvlegen gik Rasmus Thomsen ud, og Kim Svejstrup blev ny anfører. Minutter efter reducerede Onsild til 4-1, og halvlandet minut senere parerede Jacob Højris et forsøg ud på målstolpen. 14 min. før tid kom Rasmus Thomsen på banen i stedet for tre-målsskytten Daniel Bjerre. Straks efter sendte gæsterne et flot langskud i mål til 4-2 uden chance for Jacob Højris. Seks før tid fik Onsild straffespark, men Jacob Højris reddede. I kampens slutning havde Rasmus Thomsen et skud over mål og Arvydas Rekus havde et forsøg tæt forbi den fjerneste stolpe.

Fidusvinder: LINAS KALVINSKAS og DANIEL BJERRE med 6 stemmer hver.

Holdleder Karsten Hymøller sluttede efter 16 år som holdleder for ungdomshold og seniorhold.

En af de spillere, der har været med i alle 16 år Jakob Trads overrakte en stor købmandskurv til Karsten Hymøller som en beskeden tak for de mange års slidsomme arbejde.

Trods sejren slutter FSI som nr. 7.

14 kampe * 13 points * målscore: 31 - 41.

Fodboldformand og fung. træner Thomas Lund sagde om den sidste kamp mod Onsild:

 

FSI vandt fortjent 4-2. Vi havde inden kampen snakket meget om at "stå rigtigt" som det så smart hedder og specielt stå noget dybere på banen, så modstanderne ikke har så meget plads at løbe i dybden på.

 

Dette skulle gerne udmønte sig i færre oplagte scoringschancer til modstanderne samt give vores offensive spillere bedre plads at spille på. De første ca. 60 minutter lykkedes det nærmest perfekt, og vi førte 4-0 .Desværre mistede vi Jakob Trads undervejs. Udover det åbenlyst irriterende i at få en mand skadet, manglede vi også Trads at sætte ind i midten, da folk var ved at gå kolde til sidst, og derfor blev der en anelse optræk til panik til sidst. Onsild kom på 4-2 og fik et straffe med 7-8 minutter igen.

Alt i alt synes jeg det var en god afslutning på foråret/indledning på efteråret. De 14 spillere vi havde med i dag gjorde det rigtigt godt, og suppleret med nogle af de skadede spillere samt nogle fra vores serie 6 hold, mener jeg, vi har en ganske fin trup at bygge videre på.

De næste uger træner vi hver tirsdag klokken 19.00 og holder sommerferie i uge 29 og 30. Derefter starter vi op for alvor i uge 31 hvorefter vi har ca. 3 uger indtil turneringen starter. Så kom ned på stadion og spil lidt hyggebold de næste tirsdage. ALLE er meget velkomne, så har du en fætter, en bror, en onkel eller en kammerat, der har lyst at spille lidt bold, så tag ham endelig med.

Turneringskamp - kvinder C2 - pulje 1100

Albæk Stadion mandag den 17. juni kl. 19.00

SMIFF - FSI 0 - 3

Træner Lasse Norsgård fortæller:

"Kampen mandag aften gik lige efter planen og allerede efter et par minutter sværmede vi om SMIFFs mål, og igennem hele kampen sad FSI tungt på SMIFF og styrede spillet.

I forhold til sidste kamp fik FSI gang i målscoringen med 3 rigtig flotte mål.

Første mål blev scoret af CHRISTINA ANDERSEN, som modtog bolden på midten af banen fra en stærkt spillende Karina Bundgaard. Christina vendte på en tallerken og satte hele SMIFF forsvaret af og scorede sikkert til 0-1.

Mål nr. 2 var en sand perle. Ghita Hansen, vores altid sikre målvogter, greb bolden og kastede den hurtigt ud til Sanne Bjerre, som driblede forbi en SMIFF´er og spillede bolden til en fri CHRISTINA ANDERSEN, som sikkert udnyttede chancen og scorede sit andet mål til 0-2.

Mål nr. 3 blev scoret efter et hjørnespark. Bolden blev spillet skråt tilbage til anfører KARINA BUNDGAARD, som sendte et drøn af en anden verden afsted og bolden suste ind bagved en chanceløs keeper. Jeg vil sige, at det var heldigt de lige havde fået nyt net i målet, ellers var det gået i stykker!!

Men igen en rigtig god kamp af alle, måske endda FSI´s bedste til dato!!! Stor ros til hele holdet.

Fidusvindere blev Karina Bundgaard og Ghita Hansen, med hver 3 stemmer hver.

10 kampe * 12 points * målscore: 17 - 22

Turneringskamp - serie 4 - pulje 61

IT Forum Park, Randers lørdag den 15. juni kl. 15.30

Hornbæk SF - FSI 4 - 1 (3 - 0 ved pausen)

Holdleder Karsten Hymøller fortæller:

"Hjemmeholdet kørte hårdt på fra kampens start og scorede til 1-0, 2-0 og 3-0 i det 5., 20. og 30. minut.

Efter 10 min. i anden halvleg blev Joakim Højlund knæskadet, og Daniel Bjerre kom på banen. To min. senere bragte HSF sig foran 4-0.

Derefter kom FSI lidt bedre med i kampen. Således havde Jesper Mortensen efter 20 min. et forsøg tæt på foden af den ene målstolpe.

Det blev dog KENNETH HALLAS, der reducerede til 4-1 efter en halv time. Jesper Mortensen spillede bolden skråt bagud til Kenneth, der befandt sig lige uden for straffesparksfeltet. 10 min. før tid blev træner Morten Bøje Madsen bortvist af dommer Kenneth Velling.

Fem min. før tid straffespark mod Alexander Glud, som desværre selv sendte den store chance på overliggeren. Et gult kort til Hornbæk tre min. før tid ændrede ikke på resultatet.

Fidusvinder: TORBEN HERHOLDT med 5 stemmer, medens der var 4 til Alexander Glud og 3 til anfører Jakob Trads."

13 kampe * 10 points * målscore: 27 - 39

PÅ søndag spiller FSI forårets sidste kamp hjemme mod Onsild IF.

Forårets sidste turneringskamp - serie 6- pulje 214

Fårup Stadion fredag den 14. juni kl. 18.30

FSI - OB 45 2 - 3 (0 - 1 ved pausen)

Fodboldformand Thomas Lund fortæller:

"FSI havde kun 12 spillere til kampen, og John Serup rykkede skulderen i stykker allerede i første halvleg.

Kort efter scorede OB 45 til 0-1 på en friløber. Kim Svejstrup havde derefter et skud på overliggeren, og Martin Thomsen havde en god hovedstødsschance.

I anden halvleg udlignede JACOB HØJRIS til 1-1. Kim Svejstrup havde endnu en afslutning på stolpen, og Steffan Gøttrup havde en stor chance alene med målmanden. Derefter scorede OB 45 to hurtige mål på kontraer til 1-3, inden JESPER OLDENBURG reducerede til 2-3 kort før tid.

Der er ingen tvivl om, at FSI burde have vundet, men OB 45 havde to spillere, vi havde meget svært ved at styre, og det var åbenbart nok til at slå FSI på dagen."

 

9 kampe * 11 points * målscore: 30 - 33

Turneringskamp - kvinder C2 - pulje 1100

Fårup Stadion onsdag den 12. juni kl. 19.00

FSI - Alliancen IF 0 - 0

Træner Lasse Norsgård fortæller:

" Resultatet afspejler meget godt kampen mellem 2 hold, der var defensivt stærke. Kampen var meget fattig på

chancer i begge ender af banen, da begge hold var gode til at lukke af foran eget mål. De få chancer, Alliancen havde, skabte ingen problemer for målvogter Ghita Hansen. FSI havde en stor chance midt i anden halvleg, hvor Christina Andersen skød tæt over mål.

Alt i alt en flot arbejdsindsats af alle spillere.

Jeg vil dog fremhæve LOUISE LARSEN, der spillede en flot kamp på midtbanen - hun blev også fidusvinder med 4 stemmer. "

9 kampe * 9 points * målscore: 14 - 22

Turneringskamp - OB 45 - kreds 9

Fårup Stadion mandag den 10. juni kl. 19.00

FSI - Dronningborg oldboys 5 - 1 (3 - 0 ved pausen)

Holdleder Frede Mortensen fortæller:

"FSI spilede en god kamp med det hurtige "lokomotiv" Keld Nielsen forrest.

Desværre vi fik en del skader, så det er med frygt, vi skal møde topholdet Hadsten i næste uge. Måske var det de nye trøjer sponseret af My Home (Jan og Kim Hallas), der gjorde forskellen."

 

Målscorere for FSI:

Kim Hallas 2

Jim Jeppesen 1

Kenneth Pedersen 1

Keld Nielsen 1

 

10 kampe * 11 points * målscore: 18 - 22

Turneringskamp - serie 6 - pulje 214

Kristrup Stadion mandag den 10. juni kl. 19.00

Kristrup B - FSI 7 - 0

Fodboldformand Thomas Lund fortæller:

"FSI tabte 0-7 til Kristrup B, og det var meget reelt, da de var klasser bedre end os.

Det er lidt unfair, at der er to serie 6 hold i Danmark, der træner to gange ugentligt, og FSI er kommet i pulje med dem begge to. "

Fidusvinder blev KIM PETERSEN med 9 stemmer.

Næste kamp er fredag kl. 18.30 hjemme mod OB45."

8 kampe * 11 points * målscore: 28 - 30

Turneringskamp - serie 4 - pulje 61

Fårup Stadion lørdag den 8. juni kl. 16.00

FSI - Langå IK 1 2 - 2 (2 - 0 ved pausen)

FSI startede aggressivt fra kampens start, som man må forlange af et hold, der skulle bruge tre points. Allerede efter et minut spillede Alexander Glud Linas Kalvinskas fri, men forsøget mislykkedes. Efter otte min. havde LIK efter hjørnespark et hovedstød, der gik ved siden af mål. Efter 24 min. fik LIK et frispark lige uden for feltet, men bolden sad lige i favnen på målmand Jonas Engelsen.

Efter 32 min. kom kampens første lyspunkt. Alexander GLUD tog en imponerende dribletur og løb fra forsvaret. I stedet for selv at afslutte spillede han uselvisk LINAS KALVINSKAS, der ikke kunne undgå at bringe FSI foran 1-0. Syv min. senere tog Alexander Glud en lang dribletur i højre side, men afslutningen landede i sidenettet.

Efter 41. min. pressede FSI voldsomt, og under klumpspil foran mål, headede RASMUS THOMSEN bolden i mål til 2-0 via en LIK-fod, der desperat forsøgte at redde situationen.

Glen Kristensen fik comeback allerede fra kampens start, og fra anden halvleg var der comeback til Karsten Sørensen i stedet for Flemming Bøje Madsen. Efter fem min. erobrede Arvydas Rekus bolden 35 meter fra mål, driblede og spillede Alexander Glud fri i højre side, men skuddet gik ved siden af mål. To min. senere svigtede FSI´s opdækning i højre side, og LIK bankede bolden på stolpen. Efter 14 min. frispark mod Arvydas Rekus og gult kort til LIK.

To min. senere begik Jonas Engelsen uforsætligt straffespark, og LIK reducerede til 2-1. To min. senere gav dommer Osman Istrefi gult kort til Kenneth Hallas, og FSI blev sat under pres. Efter 27 min. fik FSI-forsvaret ikke sparket bolden væk, og efter lidt klumpspil udlignede LIK til 2-2. Samtidig blev Karsten Sørensen skadet, og Flemming Bøje Madsen kom igen på banen. Efter 36. min. blev Linas Kalvinskas spillet fri i venstre side, men skuddet gik flere meter over mål.

Efter 39 min. havde Jonas Engelsen igen en god redning, og minuttet efter spillede Kenneth Hallas Alexander Glud fri, men målmanden fik det yderste af  fingerspidserne på bolden.

Der var fire fidusstemmer til GLEN KRISTENSEN og tre stemmer til Jesper Nielsen.

På lørdag spiller FSI ude mod Hornbæk SF.

12 kampe * 10 points * målscore: 26 - 35

Turneringskamp - serie 4 - pulje 61

Banen ved Onsild Hallen onsdag den 5. juni kl. 19.00

Onsild IF - FSI 4 - 2 (2 - 0 ved pausen)

Holdleder Karsten Hymøller fortæller:

"Onsild IF bragte sig foran 1-0 og 2-0 i det 30. og 33. minut. I forbindelse med det andet mål fik Kasper Havmose gult kort, og 10 min. senere var det Kenneth Hallas, der måtte ud i 10 minutter. I halvlegens sidste minut fik Onsild et gult kort, og der var yderligere et gult kort til hjemmeholdet i anden halvleg.

Efter 20 min. i anden halvleg headede Joakim Højlund RASMUS THOMSEN fri på kanten af straffesparksfeltet, og så blev bolden ellers banket i mål via den fjerneste målstolpe til 2-1. Otte min. senere opfangede RASMUS THOMSEN bolden efter et hjørnespark, og så havde FSI udlignet til 2-2.

Men som så ofte før i dette triste forår gik der kun to minutter, inden modstanderen scorede. 3 - 2. Fem min. senere var Alexander Glud helt fri, men på kanten af straffesparksfeltet blev han fældet, og desværre vinkede dommer Stig Hansen afværgende.

FSI pressede for udligning, men i stedet slog Onsild kontra to min. inde i overtiden til slutresultatet 4-2.

Fidusvinder: RASMUS THOMSEN med 8 stemmer."

På lørdag spiller FSI hjemme mod Langå IK 1.

11 kampe * 9 points * målscore: 24 - 33

Turneringskamp - kvinder C2 - pulje 1100

Fårup Stadion onsdag den 5. juni kl. 19.00

FSI - Spentrup IF 1 - 2

Træner Lasse Norsgård fortæller:

"FSI havde noget at bevise efter sidste kamp mod SIF, som vi tabte stort. Og det gjorde FSI så!

FSI lagde godt ud fra start og var spilstyrende og gav ikke Spentrup plads at spille på. Efter et kvarter bragte SANNE BJERRE os fortjent foran 1-0 på et oplæg af Christina Andersen. Resten af første halvleg sad FSI på alt og brændte tre store chancer.

I starten af anden halvleg snorksover FSI - dette resulterede i, at en Spentrup-spiller driblede forbi fire spillere og udlignede til 1-1 efter et minut. Resten af anden halvleg var kampen mere lige, dog med overvægt til FSI, men trods flere chancer var det SIF, der scorer til 2-1 10 minutter før tid p.g.a. en misforståelse i et ellers stærkspillende FSI-forsvar.

Derefter pressede FSI SIF helt i bund, og 60 sekunder før tid spillede Louise Larsen med en Laudrup-lignende aflevering Birthe Lundbye helt fri, men desværre ramte bolden overliggeren.

Jeg vil gerne fremhæve Sanne Bjerre, Christina Andersen og Louise Larsen, som alle fik 3 fidusstemmer og Karina Bundgaard, som igen gjorde det godt i forsvaret.

Alt i alt en rigtig god kamp af alle pigerne!!!!"

8 kampe * 8 points * målscore 14 - 22

 

 

Turneringskamp - OB 45 - kreds 9

Albæk Stadion mandag den 3. juni kl. 19.00

SMIFF (Fjordbakken) - FSI 4 - 0 (2 - 0 ved pausen)

Holdleder Frede Mortensen fortæller:

"FSI spillede bedre end i de foregående tre kampe, og det var flot med de spillere, der var til rådighed. Således manglede FSI målmanden og fire markspillere.

FSI kunne bare ikke score mandag aften."

8 kampe * 8 points * målscore: 13 - 18

Turneringskamp - serie 6 - pulje 214

Fårup Stadion søndag den 2. juni kl. 15.00

FSI - Purhus IF 1 - 4 (1 - 4 ved pausen)

Fodboldformand Thomas Lund fortæller:

Søndagens hjemmekamp mod Purhus endte i et 1-4 nederlag, som vel egentlig meget godt illustrerer styrkeforholdet de to hold imellem på dagen. FSI kom bagud 0-1 efter et klumpspil allerede efter 1 minut men fik udlignet kort tid efter af TOBIAS BYSKOV på flot forarbejde af TORBEN HERHOLDT. Derefter gik der lidt brok i den, og Purhus scorede til 0-2 på et direkte frispark, som der ikke var så meget at gøre ved og to dumme mål, hvor jeg mener FSI dækker alt for dårligt op.

Den går ikke mod de bedre hold, som Purhus bestemt er et af, og så var vi bagud 1-4 efter knap en halv time.. Resten af kampen var mere jævnbyrdig, forsvaret stod bedre, og vi havde mere spil uden for alvor rigtig at true dem.

Jeg talte efter kampen med Karsten Klit, som er træner for Purhus, og han fortalte at alle de spillere, de havde med i dag, træner, og at de havde været 18 til træning en aften deres førstehold spillede. Der skal man nok finde en stor del af forskellen, da man kommer langt med lidt træning i de rækker, vi frekventerer.

Men derfor hygger vi os med det alligevel, og på trods af nederlaget er der et par stykker eller tre at fremhæve. Lasse Norsgaard gjorde det, han er god til, tog duellerne, dirigerede med folk og gik generelt til den. Tobias Byskov kæmpede for sagen, scorede et mål, og gjorde det generelt godt, men den helt store spiller med FSI øjne var GLEN KRISTENSEN. Han startede ude, men kom ind efter 25 minuttet (tror faktisk han spillede 0-0) og stabiliserede spillet med rigtigt godt overblik, ro på bolden, og vanlig kraft i tacklingerne. Helt suverænt indhop, som også resulterede i 12 fidusstemmer. Flot !!

Næste kamp er mandag den 10. juni ude mod Kristrup klokken 19.00.

 

7 kampe * 11 points * målscore: 28 - 23

Turneringskamp - serie 4 - pulje 61

 

Løvel Stadion lørdag den 1. juni kl. 15.00

Tjele Vest Sport (TVS) - FSI 4 - 0 (1 - 0 ved pausen)

Holdleder Karsten Hymøller fortæller:

"FSI blev fra kampens start udsat for et voldsomt pres, men efter 18 min. kom FSI bedre med i kampen, da TVS fik et gult kort for en svinestreg mod Casper Østergaard, der måtte forlade banen til fordel for Martin Thomsen. Få min. senere fik FSI et frispark to meter uden for straffesparksfeltet, men desværre sendte Daniel Bjerre bolden over TVS-målet.

Efter 24 min. spillede TVS med en lang aflevering en hurtig spiller helt fri, men desværre kom målmand Jonas Engelsen lidt for sent ud til bolden, og de to spillere havde et hårdt sammenstød ved kanten af straffesparksfeltet. Begge spillere måtte forlade banen - Jonas Engelsen med rødt kort, og TVS-spilleren måtte på hospitalet med en formodet rygskade.

Dommer Hans Jørgen Rasmussen dømte straffespark, selvom forseelsen efter FSI´s mening skete lige uden for feltet. Jesper Nielsen kom på mål men kunne ikke forhindre TVS i at bringe sig foran 1-0. FSI fightede dog godt - trods varmen - og stillingen 1-0 holdt sig til pausen.

I anden halvleg satte TVS igen fuldt tryk på og knockoutede FSI med scoringer efter fem, femten og tyve minutter til 2-0, 3-0 og 4-0.

Simon Kristensen kom på banen i stedet for Daniel Bjerre, og træner Morten Bøje Madsen måtte selv på banen de sidste fem minutter i stedet for en skadet Rasmus Thomsen.

Fidusvinder: anfører JAKOB TRADS med 8 stemmer."

10 kampe * 9 points * målscore: 22 - 29

Fårup Sønderbæk IF - Oprettet 26/3 2012